Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Hverdagen

Vi har valgt at have en rimelig fast dagsrytme, så hverdagen er genkendelig for jeres barn samt at hverdagen er nem at overskue og følge med i. Vi tilstræber, at alle får en rolig start på dagen, hvor jeres barn får sagt farvel til jer forældre og goddag til sine venner. Vi tilbyder morgenmad til de børn der ikke har spist hjemmefra frem til 7.30.  Der leges, snakkes og hygges på tværs af børnegrupperne med de voksne. 

I løbet af formiddagen skal nogle af de mindste børn puttes i deres barnevogne for at tage sig en lur. Andre Børn leger på legepladsen sammen med en voksen, mens andre igen er sammen med voksne i pædagogiske aktiviteter. Pædagogiske aktiviteter kan være, at der bliver malet, lavet motoriske baner, dialogisk læsning og andre sproglige aktiviteter. 

I løbet af formiddagen har vores madmor lavet frokost til os, alle børn og voksne har faste spisepladser og vi sidder i små grupper, så der rig mulighed for at tale sammen måske om maden samt at øve sig i at spise med kniv og gaffel.

Efter frokost skal de mindste børnehavebørn og mange af vuggestuebørnene have sig en lur. Hvis ikke jeres barn sover middagslur,  er jeres barn udenfor på vores legeplads, her er der rig mulighed for, at øve sine motoriske færdigheder. Der er mulighed for at cykle, gynge, lege i sandkasserne og spille bold med sine venner. Vi forsøger, at være ude dagligt, men alt efter årstiden, kan det være af skiftende varighed. 

Efter et par timer på legepladsen, spiser vi eftermiddagsmad, hvor alle børn får noget at spise og drikke. Resten af eftermiddagen leges der ude og inde. I børnehaven er der typisk en planlagt aktivitet i gang om eftermiddagen, hvor nogle børn er med. Hvis ikke jeres barn er med i aktiviteten, er der mulighed for, at lege med sine venner, bygge med logoklodser eller få læst en bog. 

I løbet af eftermiddagen siger vi farvel til jeres barn og jer.